SHB nyhedsbrev 2/26
Nye armbånd
Bestyrelsen har nu gennemført ombytningen af de sorte og blå armbånd til de nye Grønne og Røde. Sorte og blå armbånd virker ikke længere! Hvis nogen benytter Havbadet med disse på, så har de ikke reglementeret adgang. Det samme gælder, hvis der ikke er vores logo på armbåndet. Bed dem venligt om at forlade Havbadet.
Vær opmærksom på at de røde armbånd er til herrer og de grønne armbånd er til damer. Skulle du mod forventning have modtaget et armbånd med forkert farve, bedes du henvende sig til Bestyrelsen. Det er dit eget ansvar, at du har den rigtige armbåndsfarve på.
Ventelisten
Havbadets venteliste har i nogle år været lukket, da vi har haft mange stående på den og tidshorisonten for at få et medlemskab har været 6-8 år. Efter årets optag af nye medlemmer og en gennemført gentegning for eksisterende ventelistemedlemmer, er vi klar til at åbne for ventelisten igen. Vi har ca. 400 på ventelisten og vi udvider den til 800. Ventelisten åbner for tilmelding onsdag d 1. april kl.10. Tilmelding foregår via Havbadets hjemmeside og det koster 300kr. som engangsbeløb at blive optaget på listen.
Adfærd i Havbadet
Der har været en øget tendens til, at adgangsarmbåndene bliver misbrugt, at de bliver lånt ud og at der tages ikke-medlemmer med uden at bruge vores gæsteadgangsordning.
Vi vil derfor indskærpe overfor alle, at dit armbånd er personligt og det er dit ansvar, hvis dit armbånd bliver misbrugt. Derudover skal du huske at bippe dit armbånd ind hver gang, du træder ind af døren – også når du går ind igen efter et dyp. Dette for at identificere, at du bærer et gyldigt armbånd, og for at Bestyrelsen kan se, hvor meget Havbadet benyttes, så statistikkerne kan føres ajour.
De bedste havbadehilsner
Bestyrelsen