
Endnu en nedslående melding om spildevandsledningen i Skovshoved Havn
Som det også tidligere har vist sig, så har udbedring af skaderne vist sig mere komplicerede end først antaget.
Af: Mikkel Brøgger Petersen, Villabyerne
Det kommer an på, om man tør tro på seneste udmelding om den forventede afslutning på arbejdet med spildevandsledningen.
Arbejdet med at reparere den utætte spildevandsledning startede tilbage i august 2023. Allerede et år senere sagde borgmester Micahel Fenger (K), at tålmodigheden var sluppet op.
– Grænsen er nået for, hvad vores borgere må tåle i denne sag, sagde han i august sidste år til Sjællandske Nyheder.
Ikke færdig til påske
I november sidste år oplyste Novafos, som står for arbejdet, at havbadet tidligst åbnes i påsken 2025. På daværende tidspunkt havde arbejdet kostet cirka 50 millioner kroner , som kommunens borgere bidrager til via vandregningen.
Men påsken nærmer sig med hastige skridt. Og derfor må man nu erkende, at arbejdet heller ikke denne gang bliver færdig til tiden. Det oplyser Gentofte Kommune i en pressemeddelelse.
Estimatet lyder nu, at arbejdet er færdigt til juni. Årsagerne for forsinkelserne lyder:
– Desværre har gravearbejdet på landsiden med at komme helt ned til ledningen vist sig at være langt mere kompliceret end først antaget. Ud over, at jorden er leret og stenfyldt, er der fundet betonvægge liggende på kryds og tværs oven på ledningen, skriver kommunen.
Her startede problemerne
Sagen tog sin start, da man i sommeren 2023 opdagede, at regnopblandet spildevand siv ud i havnebassinet.
Det, der især har besværliggjort arbejdet, var, at man ved udbygningen af Skovshoved Havn for over 10 år siden indkapslede spildevandsledningen, som er fra 1938, med en betonkappe .
Udfordringen bestod i, at man under vand med nærmest ingen sigtbarhed skulle skære hul i betonkappen.
Hullet brugte man frem til foråret 2024 på at finde. Men da man pumpede vand igennem, viste det sig, at der var endnu en utæthed.
– Her blev vi virkelig slået tilbage. For det betød, at utætheden måtte være inde på landsiden, hvor det er endnu sværere at komme til. Og det er mere alvorligt. Vi skal for alt i verden undgå, at den oprindelige ledning styrter sammen. Katastrofescenariet er, hvis der går hul på ledningen inde i havnen, har sektionsleder i Novafos, Arne Kristensen, tidligere forklaret.
Essentiel for kommunen
Skovshoved Pumpestation håndterer cirka 80 procent af kommunens regn- og spildevand, og ledningen i Skovshoved Havn er et overløb.
Når det regner kraftigt, aflaster ledningen kloak systemet, så der for eksempel ikke trænger vand op i borgernes kældre.
På langt sigt bliver det formentlig nødvendigt at lave en helt ny spildevandsledning. Det kan komme til at koste et sted mellem 100 og 200 millioner kroner.
Indtil da fortsætter arbejdet på og ved Skovshoved Havn. Og tiden vil vise, hvilken sommer det bliver på havnen.
Se artiklen i Villabyerne online:
Endnu en nedslående melding om spildevandsledningen i Skovshoved Havn